Iran modstår USA's bestræbelser på at genoptage atomforhandlinger, og den resulterende olieprisstigning styrker kun landets position. Et forudsigelsesmarked vurderer nu oddsene for, at råolie når en ny all-time high før januar til 20,5%.
Hvorfor Iran har råd til at trække tiden ud
Teheran har vist ringe interesse for at vende tilbage til forhandlingsbordet. USA har presset på for fornyede samtaler, men Irans holdning bliver hårdere. Årsagen er enkel: Højere oliepriser betyder større indtægter for det iranske regime, selv under sanktioner. Med Brent-råolie tæt på 90 dollars per tønde får Irans økonomi en livline, der reducerer presset for en aftale.
Landet har også øget eksporten til Kina og andre købere ved hjælp af et netværk af tankskibe og mellemled for at omgå restriktioner. Denne pengestrøm giver Teheran en forhandlingsstyrke, det ikke havde for et år siden.
Væddemålet på rekordolie
På Polymarket, en populær forudsigelsesplatform, vædder handlende på, at West Texas Intermediate-råolie vil overgå sin all-time high på 147,27 dollars per tønde inden den 31. december. Kontrakten viser i øjeblikket en sandsynlighed på 20,5%. Det er en lang chance, men ikke ubetydelig. Til sammenligning gav samme marked en sandsynlighed på 10% for blot få uger siden.
Stigningen er drevet af en blanding af udbudsnedskæringer fra OPEC+, geopolitiske spændinger i Mellemøsten og nu Iran-faktoren. Hvis Teheran fortsætter med at modstå en aftale, vokser risikoen for yderligere forstyrrelser. Nogle analytikere peger på muligheden for en direkte konfrontation mellem Iran og USA eller dets allierede, hvilket kunne sende priserne i vejret.
Hvad en ny rekord ville betyde
En all-time high for råolie ville få ringvirkninger i den globale økonomi. Det ville presse benzinpriserne op i USA og øge inflationspresset forud for præsidentvalget. For olieproducenter ville det betyde ekstraordinære overskud. For importører som Indien og Japan ville det belaste budgetterne og potentielt bremse væksten.
Sandsynligheden på 20,5% er et markedssignal, ikke en prognose. Men det afspejler en reel ændring i stemningen. Handlende prissætter muligheden for, at Irans trods kombineret med andre forsyningsrisici kan presse olien ind i ukendt territorium.
Om denne sandsynlighed stiger eller falder, afhænger i høj grad af, hvad der sker næste gang i Wien og i Den Persiske Bugt. For nu satser Iran på, at tiden er på deres side.
