Den Internationale Valutafond har opfordret EU til at reformere sin finanspolitiske ramme og indføre fælles låntagning til at finansiere fælles prioriterede udgifter. I en ny vurdering argumenterede IMF for, at fælles gæld kombineret med strukturreformer kunne styrke euroen og ændre blokkens økonomiske kurs.
Hvorfor IMF ønsker fælles gæld
IMFs anbefaling er ligetil: EU bør udstede fælles gæld for at finansiere investeringer og andre udgiftsbehov i stedet for udelukkende at stole på individuelle medlemsstater. Fonden argumenterer for, at denne tilgang kunne omforme finanspolitikken på tværs af unionen ved at skabe en fælles finanspolitisk kapacitet. Det kunne igen gøre euroen mere stabil og mindske risikoen for statsgældskriser i svagere økonomier.
Fælles gæld er ikke en ny idé. EU brugte det allerede under pandemien med NextGenerationEU-genopretningsfonden, som rejste milliarder ved at udstede obligationer garanteret af alle medlemmer. Men det var en engangsforeteelse. IMF ønsker noget mere permanent – et stående redskab, der kan tages i brug, når blokken står over for udgiftsbehov.
Reformer skal følge med gælden
IMF stoppede ikke ved gæld. Det understregede, at fælles låntagning alene ikke vil løse EU's finanspolitiske problemer. Strukturreformer – som mere fleksible arbejdsmarkeder, bedre erhvervsvilkår og stærkere investeringer i digitale og grønne omstillinger – er nødvendige sideløbende. Uden disse ændringer advarede Fonden om, at selv fælles gæld kunne føre til ineffektivitet eller moralsk hasard, hvor lande bruger penge uden at løse underliggende problemer.
Budskabet er, at fælles gæld fungerer bedst, når det er en del af en bredere finanspolitisk reform. EU's nuværende finanspolitiske regler, som sætter grænser for underskud og gældsniveauer per land, er under revision. IMFs pres giver vægt til dem, der allerede argumenterer for en mere centraliseret tilgang.
Potentiel indvirkning på euroen og globale markeder
Hvis EU følger op, kunne effekterne række ud over Europa. IMF bemærkede, at stærkere eurostabilitet ville gøre valutaen mere attraktiv som reserveaktiv, hvilket potentielt kunne ændre globale finansielle dynamikker. Et større og mere likvidt marked for EU's fælles obligationer kunne også konkurrere med amerikanske statsobligationer og give investorer en ny sikker havn.
Den ændring sker ikke fra den ene dag til den anden. Det kræver politisk enighed blandt 27 medlemsstater, hvoraf nogle – som Tyskland og Nederlandene – historisk har modsat sig fælles gæld. IMFs opbakning ændrer ikke disse skel, men det giver fortalere et stærkt institutionelt argument.
Det næste konkrete skridt kommer, når EU's finansministre mødes for at diskutere blokkens finanspolitiske regler. Om IMFs forslag får medvind dér, eller bliver sat på hylden til yderligere undersøgelse, er stadig et åbent spørgsmål.
