Binance oplyste i denne uge, at et stigende antal brugere i vækstmarkeder helt springer de traditionelle banker over og bruger kryptobørser som deres primære finansielle værktøj. Observationen kommer i forbindelse med nye data fra børsen, der viser, hvor mange mennesker globalt der er udelukket fra det konventionelle banksystem.
Omfanget af finansiel udelukkelse
Ifølge Binance har cirka 1,3 milliarder voksne på verdensplan slet ingen adgang til finansielle tjenester. Yderligere 4,7 milliarder voksne mangler adgang til kredit. Og i lavindkomstlande tjener omkring 1,4 milliarder opsparere nul rente på deres opsparing. Disse tal er med til at forklare, hvorfor så mange mennesker i regioner som Sydøstasien, Afrika og Latinamerika vender sig mod kryptoplatforme til basale finansielle funktioner – at sende penge, opbevare værdi og endda låne penge.
Hvorfor krypto bliver til bank
For en person med en smartphone, men uden en bankkonto, er en kryptobørs den første finansielle app, de rent faktisk kan bruge. Den kræver hverken kredithistorik, minimumsbalance eller en fysisk filial. Man kan oprette en konto på få minutter, sende penge på tværs af grænser billigt og i nogle tilfælde opnå afkast på sine beholdninger. Binance er ikke den eneste børs, der ser denne udvikling, men dens brugerdata gør tendensen svær at ignorere.
Tidspunktet er heller ikke tilfældigt. Inflation i mange vækstøkonomier har undermineret tilliden til lokale valutaer, og overførselsgebyrer fra traditionelle pengeoverførselsvirksomheder er stadig høje. En kryptoapp, der lader dig sende dollars eller stablecoins til familie i udlandet – og springe de 7% i gebyr over – bliver en livline, ikke et hasardspil.
Risikoen og muligheden
Denne udviskning af grænserne mellem børs og bank rejser oplagte spørgsmål. Kryptoplatforme er ikke forsikrede som indlånskonti. De har ikke de samme forbrugerbeskyttelser. Og når en børs fryser udbetalinger eller bliver hacket, kan brugere i vækstmarkeder miste alt, de havde betroet den app. Tilsynsmyndighederne i de pågældende lande følger med, men mange mangler ressourcerne eller viljen til at gribe ind.
Indtil videre er brugeradfærden allerede en realitet. Spørgsmålet er, om infrastrukturen – og reglerne – vil følge med, før den næste krise rammer.
